Hjælp til alle faser af jobsøgningen
Når du som ledig logger på Frederiksberg Digitale Jobcenter, får du adgang til en række nyttige værktøjer og ressourcer. Platformen tilbyder blandt andet:
-
CV-værktøj: Byg nemt et professionelt og strømlinet CV.
-
AI-assistance til ansøgninger: Få hjælp til at komme i gang med din ansøgning.
-
Læringsvideoer: Se vejledninger om alt fra jobsamtaler og LinkedIn til håndtering af ledighedsstress.
-
Kompetenceprofilen Praice: Få indblik i og hjælp til at formulere dine personlige kompetencer.
-
Overblik over ansøgningsproces: Hold styr på relevante jobopslag og ansøgningsfrister.
Tilgængelighed og selvbetjening
Mange ønsker at kunne håndtere jobsøgning hjemmefra på selvvalgte tidspunkter og egne præmisser. Frederiksberg Digitale Jobcenter gør det muligt at betjene sig selv, når det passer ind i hverdagen.
“Borgerne forventer i stigende grad at kunne møde kommunen digitalt. Derfor er vi glade for at kunne præsentere borgerne for Frederiksberg Digitale Jobcenter, som byder på udvidet tilgængelighed og selvbetjeningsmuligheder. Platformen bringer en række digitale services direkte hjem til borgerne 24/7, og det er vores forventning, at de digitale muligheder gør det endnu nemmere for borgerne at styre deres jobsøgningsproces,” fortæller Arbejdsmarkedschef Johnny L. Madsen.
Udvikles til de borgere, der skal bruge den
Udrulningen af Frederiksberg Digitale Jobcenter startede i juni 2024, og fra juni 2025 har alle ledige Frederiksberg-borgere adgang til platformen. Ønsket med den løbende udrulning var at kunne imødekomme de mange forskellige behov, som borgermålgrupperne på tværs af Arbejdsmarkedsafdelingen har. Derfor er der også forskel på, hvilket indhold der møder borgerne, når de logger på.
Og platformen videreudvikles hele tiden, så vi hele tiden kan tilbyde både en brugervenlig oplevelse og målgrupperelevant indhold om Jobcenter Frederiksbergs tilbud, krav og rammer.
Hvis du har spørgsmål om Frederiksberg Digitale Jobcenter, er du velkommen til at kontakte Jobcenter Frederiksberg telefonisk på 3821 5700 mandag-torsdag 8-15 og fredag 8-12.