CPH:DOX: Oplev dokumentarfilm i verdensklasse
Er du vild med dokumentarfilm, så glæd dig til, at filmfestivalen CPH:DOX indtager byen den 11.-22. marts 2026.
CPH:DOX løber af stablen den 11.-22. marts 2026 og byder på mere end 200 filmvisninger og events rundt omkring i hovedstaden.
På Frederiksberg kan du blandt andet opleve en helt særlig filmoplevelse, når de underjordiske kamre i Cisternerne omdannes til en biograf og viser dokumentaren "Underland" fra 2025.
Du kan også komme til debat og filmvisning i Emmauskirken med fokus på, hvordan kunsten kan hjælpe os med at forstå hukommelse, tab og det sårbare rum mellem familie og demens.
Falkoner Biograf lægger desuden i hele perioden hus til masser af spændende filmvisninger og talks med instruktører.
Om CPH:DOX
CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden.
CPH:DOX blev grundlagt i 2003. Med støtte fra både branchen og den nationale presse har CPH:DOX i over 20 år haft fornøjelsen af at introducere publikum til de stærkeste dokumentarfilm fra både ind- og udland på forskellige lokaliteter i København – og siden 2020 desuden på CPH:DOX’ streaming platform PARA:DOX.