Handicaprådets 8. høringssvar
af 31. august 2026 vedrørende omstilling af botilbudskapaciteten
Frederiksberg Handicapråd takker for høringen af dette beslutningsforslag.
Anne Kirstine Svanholt, Souschef i Socialafdelingen, har den 27.08.2026 telefonisk givet supplerende oplysninger om beslutningsforslaget:
Baggrunden er Den Sociale Masterplan 2026 (planlægning 2025-2030) med bilaget Målgruppetilgang på det specialiserede voksenområde: Fokus på unge med autisme-spektrumforstyrrelse (ASF) og ADHD, der blev præsenteret for Handicaprådet på et møde den 08.06.2026.
Det indgår i beslutningen om omstilling, at Kollegiet på Svanholmsvej lukkes. Der er her 14 pladser, hvoraf 11 aktuelt er optaget. Kollegiet har de senere år haft tomgang på grund af de relativt ringe fysiske forhold. Nuværende beboere skal efter planen fraflytte til egen bolig med SKP-støtteordning, forventet i løbet af 1-1½ år.
Opgangsfællesskabet Finsens Have lukkes som § 107 botilbud og omdannes til egne boliger, hvor borgerne vil modtage støtte fra Momentum-støtteordningen. Her er 18 pladser, hvoraf 16 aktuelt er optaget.
Forvaltningens socialrådgivere har indgående konkret kendskab til de borgere, der aktuelt er på disse og andre ordninger, f.eks. Soltoppen, bl.a. baseret på psykiatriske og psykologiske udredninger, som grundlag for deres vurderingen af hvilke tilbud, der er relevante for den enkelte.
Der er aktuelt størst pres på SKP-støtteordningen, der efter beslutningen udvides med 18-22 forløb. Hver medarbejder skal efter planen have 12-14 forløb.
I Momentum-støtteordningen har hver medarbejder færre forløb. Ordningen startede i 2025 med 18 forløb, og personalenormeringen har været præget af ekstra opgaver i opstartsperioden. Ved udvidelsen af ordningen med 20-24 forløb forventes der at være stordriftsfordele. En stor del af udvidelsen er relateret til Opgangsfællesskabet, hvor der for 16 personer allerede er etablerede støtteordninger, der således kan fortsættes og udbygges inden for rammerne af Momentum.
OK-Fonden har opsagt driftsoverenskomsten med Frederiksberg Kommune pr. 31.12.2026 om Thea med pladser til 35 borgere. Aktuelt er 22 af pladserne optaget, og disse borgere skal ikke flytte som følge af opsigelsen af driftsoverenskomsten. De bliver således boende med den støtte som ydes på Thea, og ligesom nu uden støtte gen-nem hverken SKP eller Momentum.
Handicaprådet er enige i ambitionen om at styrke indsatsen for unge voksne med autisme og i forbedringen af de fysiske rammer på området.
- Vi er således enige i, at Ny Bakkegården etableres med 11 pladser efter servicelovens § 107 samt 1 afklaringsplads efter § 107 a, hvoraf 10 pladser vil stå til rådighed for Frederiksberg Kommune, da 2 sælges til andre kommuner.
- Vi er også enige i, at botilbuddene Kollegiet Svanholmsvej og Opgangsfællesskabet Finsens Have nedlægges som § 107-tilbud efter etableringen af Ny Bakkegården. Kollegiet fremstår utidssvarende, og Opgangsfællesskabet fortsætter fysisk, men under Momentum-støtteordningen.
- Vi er endvidere enige i forslaget om en omkostningseffektiviserende omlægning, hvor der nedlægges specialiserede botilbudspladser med forventning om, at flere kan klare sig i egen bolig med ambulant støtte. En sådan omlægning er en relevant løsning for nogle, men næppe for hele målgruppen.
- Endelig er vi enige i forslaget om at udvide Momentum med 20-24 pladser og styrke SKP-indsatsen med 18-22 forløb.
Men forslaget bygger på en sammenkædning og forventede reduktioner af pladser og personale, som hviler på utilstrækkeligt underbyggede antagelser, og som efter vores opfattelse næppe er realistiske. Forslaget er derfor behæftet med betydelige og uacceptable risici, og der er ingen anvisning på mulige tiltag, hvis disse risici bliver til virkelighed. Det drejer sig navnlig om følgende: - Det fremgår af forslaget, at de midlertidige botilbud (servicelovens § 107) reduceres fra 62 til 42 eller med 20 pladser (business casen, s. 7), idet Kollegiet med 14 pladser nedlægges og Opgangsfællesskabet med 18 pladser overgår til Momentum, mens Ny Bakkegården tilgår med 12 pladser.
Imidlertid er disse tal forkerte, for det fremgår, at to pladser på Ny Bakkegården skal sælges til andre kommuner, så for Frederiksberg Kommune tilgår Ny Bakkegården altså kun med 10, hvorefter den samlede reduktion er på 22 pladser (35 %).
Forslaget lægger op til, at en del af borgerne på disse 22 pladser i stedet skal under-støttes gennem Momentum og SKP-indsatsen.
Forslaget hviler her på en antagelse af, at flere unge voksne med autisme vil få et bedre tilbud i egen bolig med ambulant støtte frem for i specialiserede botilbud eller bofællesskaber. Grundlaget for denne antagelse er ikke beskrevet.
Handicaprådet er enig i, at en sådan omlægning fra botilbud til egen bolig med Momentum-indsats kan være hensigtsmæssigt for nogle, men vi finder at en antagelse om at 22 ud af 32 (69 %) er bedre hjulpet med Momentum-indsatsen er urealistisk og i hvert fald ikke sagligt begrundet.
Hvilke mulige tiltag står til rådighed, hvis antagelsen om, at 69 % kan klare sig med Momentum-indsatsen ikke holder (risikoen bliver til virkelighed)? Forslaget siger intet herom. - Som nævnt angiver forslaget, at Momentum udvides med 20-24 personer, og der regnes med en udvidelse fra 18 til 40, dvs. med 22, hvilket er nødvendigt, hvis man skal fastholde 257 egne tilbud, se business casen, s. 7, og punkt 5 ovenfor.
I dag betjenes de 18 personer af medarbejdere svarende til 4,2 årsværk. En medarbejder med et årsværk bistår således gennemsnitligt 4,3 borgere.
Efter forslaget øges medarbejderstaben til 6,2 årsværk, der skal betjene 40 personer. Efter omlægningen skal en medarbejder med et årsværk således bistå gennemsnitligt 6,5 borgere, dvs. en øgning af arbejdsbyrden med over 50 %. Medarbejderres-sourcen pr. borger mindskes fra 0,23 til 0,16 eller med 33 %.
Forvaltningens henvisning til opstartsperioden, stordriftsfordele og videreførelse for de nuværende 16 borgere i Opgangsfællesskabet kan efter vores opfattelse ikke realistisk begrunde denne markante indskrænkning i personale i forhold til den forventede betydelige udvidelse af opgaverne.
En af de væsentligste kvaliteter ved Momentum er i dag de tætte relationer mellem få medarbejdere og få borgere. Vi er bekymrede for, om denne kvalitet kan opretholdes med den foreslåede normering.
For mennesker med autisme har stabile relationer, genkendelighed og indgående kendskab til den enkelte borger ofte afgørende betydning for trivsel og udvikling.
Når opgaverne udvides så markant, samtidig med at medarbejderressourcerne ikke følger med, opstår der risiko for, at nærheden til borgerne reduceres. Hvis personalet samtidig forventes at arbejde mere fleksibelt og bredt på tværs af funktioner, eksempelvis ved dækning af nattevagter og flere forskellige tilbud, kan det yderligere svække kvaliteten i relationerne.
Konsekvenserne kan være:• mindre kontinuitet for borgerne
• mindre kendskab til den enkelte borgers behov
• lavere kvalitet i støtten
• større arbejdspres for medarbejderne
• øget risiko for psykisk og moralsk stress
• højere personaleomsætning
• større vanskeligheder med at fastholde specialiserede medarbejdere
I sidste ende kan dette føre til dårligere resultater for borgerne og dermed en større omkostning for kommunen. - Med den betydelige udvidelse af Momentum – mere end fordobling af borgere under ordningen – er der stor risiko for, at den autismefaglige specialisering svækkes. Mennesker med autisme har ofte behov for andre pædagogiske tilgange, strukturer og miljøer end borgere med eksempelvis tilknytningsforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser eller aktivt misbrug. Derfor bliver det vanskeligere for medarbejdere og ledere at levere den faglighed, som de enkelte borgere har behov for. Risikoen er, at kvaliteten falder, og at det bliver sværere at fastholde dygtige medarbejdere og ledere, som ønsker at arbejde i højt specialiserede tilbud.
Når meget forskellige målgrupper samles under samme tilbud, risikerer man desuden at skabe miljøer, der modarbejder trivsel, udvikling og psykisk sundhed.
Det er derfor et problem at Momentum udvides så voldsomt. Denne problemstilling adresseres ikke i forslaget, og der er ingen angivelse, hvilke mulige tiltag, der i givet fald kan dæmme op for problemerne, hvis de nævnte risici bliver virkelighed. - Forslaget lægger op til en styrkelse af SKP-indsatsen, men der mangler oplysning om:
• hvor mange borgere der i dag modtager SKP-støtte
• hvor mange medarbejdere der er tilknyttet ordningen
• hvor stor kapacitetsudvidelsen reelt er
Det er derfor ikke muligt at vurdere, om SKP kan kompensere for nedlæggelsen af 20 §107-pladser.
Vi savner desuden en faglig beskrivelse af de foreslåede gruppeforløb og deres forventede effekt for målgruppen. - Forslaget mangler endvidere en beskrivelse af tilbuddene for de ca. 32 personer, der skal forlade Kollegiet og Opgangsfællesskabet.
De 10, der skal til Ny Bakkegården: Hvordan opbygges og vedligeholdes autismefag-ligheden på Ny Bakkegården?
De 16, der bliver boende i Opgangsfællesskabet: Hvad er det faglige indhold i Momentum- tilbuddet?
De sidste 6, der skal forlade Kollegiet: Hvad er det for boligløsninger, som de forventes at flytte til?
Hvordan vil man sikre at borgere mellem 18-24 år som i fremtiden får brug for støtte kan få hjælp til at komme i egen bolig, når borgerne ikke kommer fra et bosted (jf. https://www.frederiksberg.dk/by-bolig-og-miljoe/bolig/boligtyper/boligloes)?
Målgruppen er bred, men mange unge voksne med autisme har behov for mere end praktisk støtte. De har behov for stabile relationer, hverdagsfællesskaber og daglig omsorg. Mange har ikke en partner, der kan yde støtte, og deres forældre bliver med tiden ældre. Der er derfor en betydelig risiko for ensomhed og isolation i egen bolig. For disse borgere er et trygt fællesskab ikke en modsætning til selvstændighed. Tværtimod er det ofte en forudsætning for at kunne fastholde uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i samfundslivet.
Samlet vurdering
Forslaget indeholder positive elementer, se ovenfor punkterne 1-4, men de fremlagte op-lysninger dokumenterer ikke, at færre botilbudspladser og mere ambulant støtte vil give bedre resultater for unge voksne med autisme.
- Vi opfordrer forvaltningen til at sende Handicaprådet redegørelser, hvor man adresserer de problemer og besvarer de spørgsmål, vi har nævnt under punkterne 5-9 ovenfor, dvs.
- Om mulige tiltag, hvis det store flertal af de berørte borgere ikke kan klare sig med Momentum-indsatsen.
- Om kvaliteten ved Momentum kan opretholdes med den foreslåede normering med en markant indskrænkning i personale i forhold til den forventede betydelige udvidelse af opgaverne.
- Om mulige tiltag, der i givet fald kan dæmme op for en svækkelse af den faglige specialisering som følge af den voldsomme udvidelse af Momentum.
- Om SKP-indsatsen, herunder kapacitetsudvidelsen (nuværende antal borgere og medarbejdere og den reelle kapacitetsudvidelse) samt de foreslåede gruppeforløb og deres forventede effekt for målgruppen.
- Om tilbuddene for de ca. 32 personer, der skal forlade Kollegiet og Opgangsfælles-skabet, herunder opbygning og vedligeholdelsen af autismefagligheden på Ny Bakkegården, det faglige indhold i Momentum- tilbuddet til Opgangsfælleskabet samt de boligløsninger, som de sidste 6 forventes at flytte til.
Vi beder forvaltningen oplyse, om og i givet fald omtrent hvornår vi kan forvente at modtage disse redegørelser.
Vi anbefaler endvidere, at beslutningen først endeligt træffes, når de nævnte redegørelser vedr. problemerne og spørgsmålene under punkterne 5-9 foreligger.
For denne målgruppe bør udgangspunktet være borgernes behov og livskvalitet, ikke alene omkostningseffektivitet.
Med venlig hilsen
På vegne af Handicaprådet i Frederiksberg Kommune
Susanne Tarp
formand