Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar 1/2026

Høringssvar af 5. februar 2026 vedrørende klimatilpasningsprojekt i Aksel Møllers Have.

Indhold

    Handicaprådet på Frederiksberg takker for høringen vedrørende klimatilpasningsprojekt i Aksel Møllers Have.

    Vi har følgende kommentarer:

    Vi er overordnet positive over for projektet.

    Det overordnede sigte – at samle regnvand og ”forsinke vandet”, så kloaksystemet aflastes, og der ikke opstår oversvømmelse – er helt rigtigt. De tekniske løsninger på regnvands-håndteringen (projektforslagets s. 2-3) har vi ingen bemærkninger til.

    Vi er også enige i forslagene om grundlæggende at bevare en række elementer, såsom legepladsen, hundegården, skakpladsen, fitnessområdet og spirehjørnet.

    Men der er slet ikke tænkt på tilgængelighed.

    Projektforslaget mangler fuldstændigt en redegørelse for - og desværre også overvejelser om - tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelse. Der mangler således beskrivelse af, hvorledes gangruter tænkes at forløbe gennem områderne, herunder også og navnlig over plænen. Der mangler derfor også en stillingtagen til, om disse ruter er tilgængelige for alle, samt redegørelse for hvorledes tilgængeligheden sikres. Det gælder både for mennesker med motorisk funktionsnedsættelse og med nedsat syn.

    Navnlig, men ikke kun, er der alvorlige problemer med tilgængeligheden på plænen. En skrånende græsplæne er utilgængelig for mennesker, der bruger kørestol, rollator eller armstok, for mennesker med motorisk funktionsnedsættelse i henseende til gang og for mennesker, der på grund af nedsat syn bevæger sig med blindestok eller servicehund. Og netop området med plænen og de omgivende bede, forårslunden, sommerhaven, efterårs-bedet mv., er jo et centralt rekreativt element. Tilgængelighed vil formentlig kunne sikres ved et grusbelagt stisystem, der fører igennem området og forbi bænke, og som har plads til handicappede med ledsager.

    Men der er formentlig også problemer ved passage gennem de andre områder i Aksel Møllers Have, som bør undersøges, overvejes og sikres med hensyn til tilgængelighed.

    Og så er der nogle mindre, men dog vigtige forhold.

    Ved beplantningen bør man undgå allergifremmende træer og buske, fx. birk, og projektforslaget bør eksplicit forholde sig til denne problemstilling.

    Det vil være værdifuldt at beplante med buske med spiselige bær og planter med duft, fx krydderurter.

    Ved balancesten bør der etableres et egnet faldunderlag.

    De under 3-5 nævnte mangler er så alvorlige, at projektforslaget bør forkastes i den foreliggende form, idet rådgiverne bør anmodes om at gentænke og gennemarbejde projektforslaget med henblik på tilgængelighed og supplere det med de nævnte beskrivelser, overvejelser og redegørelser derom og stillingtagen dertil. Herefter bør det reviderede projektforslag sendes i høring igen. Som det er nu, er det ikke egnet til godkendelse som grundlag for den videre projektering.

    Mange venlige hilsner
    På vegne af Frederiksberg Handicapråd
    Susanne Tarp
    formand