Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 10. april 2025

Høringssvar vedrørende Tilgængelighedsplan 2025

Indhold

    Vi har i adskillige år samarbejdet om at gøre Frederiksberg Kommunes offentlige rum endnu mere tilgængeligt, for ikke at sige nærmest perfekt. Det har betydet, at kommunens forvaltning og politikere er blevet meget mere bevidst om barrierer og løsninger til gavn og glæde for besøgende og alle kommunens borgere. Borgere med funktionsnedsættelser er en procentvis lille gruppe. Hvis vi kan blive spændt forrest for den vogn, der kan gøre kommunen tilgængelig for alle, kan vi være stolte ved at sige: Hvad der er godt for os, er godt for alle.

    Planen indledes med en omhyggelig beskrivelse af trafikanternes forskellige behov, hvoraf kørestolsbrugere og blinde/stærkt svagsynede er de mest vanskelige kunder i butikken.  

    Både mødet og oplægget her viser en meget detaljeret gennemgang af de udfordringer og barrierer, der kan være for trafikanterne i byen. De svageste, fodgængerne, skal der tages mest hensyn til. Det gør ikke fodgængere ansvarsfri. De skal sikkert også ”opdrages”. Man kan ved lempelige regler og simple ”direktiver” få trafikken til at glide let. Det kan måske endog få fodgængerne til at hade cyklisterne mindre. Cyklister, bilister og løbehjulsbrugere til alle at vise hensyn til hinanden.  

    Vi finder planen meget omhyggeligt gennemarbejdet. Handicaprådet har ved mødet nikket ja, til at opdele i større og mindre barrierer, så småting kan vente, og det, der betyder mest for flest bliver sat i værk snarest. Desuden viser planen også, hvordan den tidligere ruteføring nu er blevet forbundet. Prioriteringerne til spidsbelastningspunkterne i kommunen er præciseret og ”tilgængelighedsruterne” udvidet fra ca. 25 km til ca. 35 km.

    Tilgængelighedsrevisorerne har fundet næste 4.000 punkter, der bør rettes. Det gøres naturligvis ikke over en enkelt nat. Vi accepterer derfor, at kommunen er blevet delt op i felter, som bliver gjort ”færdige”, samtidig med at den daglige drift og udbedringer fastholdes. Vi har derfor noteret med tilfredshed, at lydfyr løbende opsættes efter behov, dog stadig med smertensbarnet Kingosgade – Alhambravej.

    Handicaprådet finder alt i alt, at der er stor opmærksomhed på den gruppe, vi især repræsenterer. Vi takker for fint samarbejde for at fjerne alle barriererne. Vi ser frem til, at Frederiksberg for alvor bliver ”Byen for alle”, og det hjælper vi meget gerne med til. Og når vi skal i byen med tilgængelighedsbudskabet, vil vi medbringe bilag 1.

    Mange hilsner
    På vegne af Handicaprådet i Frederiksberg Kommune
    Susanne Tarp
    formand