Bliv klogere på delebiler i Frederiksberg Kommune
Hvordan fungerer en delebil, og hvorfor er en delebilsordning et godt alternativ til at eje en bil? Det kan du blive klogere på, når Frederiksberg Kommune inviterer til en dag i delebilens tegn.
Lørdag den 22. august ruller flere delebilsoperatører ind på John Winthers Plads ved Frederiksberg Rådhus. Du får dermed mulighed for at se en delebil helt tæt på, høre mere om, hvordan delebiler fungerer, og stille spørgsmål til operatørerne.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig:
"Frederiksberg Kommune arbejder målrettet for at fremme den grønne omstilling og skabe mere plads i vores tætbefolkede by. Her kan delebiler være en god og fleksibel løsning for dem, der kun har brug for bil en gang imellem. Derfor vil vi gerne give borgerne en nem mulighed for at høre mere om de forskellige delebilsordninger.”
På Frederiksberg er der allerede flere former for delebiler. For eksempel delebiler med faste stampladser som man kører både ud og hjem, bybiler som fungerer lidt som bycykler og nabo-til-nabo-bildeling. Kommunen arbejder samtidig for at fremme brugen af delebiler som en del af indsatsen for mere bæredygtig mobilitet i byen. Bare én delebil kan potentielt erstatte mellem 5 og 10 private biler og dermed bidrage til færre biler og mere plads i byen.
Formanden for Miljø- og Trafikudvalget Jan E. Jørgensen (V) ser også frem til arrangementet:
"Jeg var selv en af de allerførste delebilister for 25 år siden. Jeg kan kun anbefale konceptet, som er blevet langt smartere og enklere end dengang. Vi ved, at behovet for bil er forskelligt fra borger til borger. For nogle er en delebil måske det, der gør det muligt at undvære egen bil. Andre kan have glæde af at kunne supplere cyklen og den kollektive transport med en bil, når behovet opstår.”
Tid:
Lørdag den 22. august 2026 kl. 9.00-15.00.
Sted:
John Winthers Plads ved rådhusets vestindgang,
Deltagelse:
Åben for alle.
Medarbejdere fra Frederiksberg Kommune vil være til stede på dagen og svare på spørgsmål om delebiler og kommunens arbejde med delemobilitet.