Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Økonomi

Budgetaftale løfter velfærden til ældre og børn og styrker Frederiksbergs grønne profil

En enig kommunalbestyrelse på Frederiksberg har netop indgået budgetaftalen for 2026. ”Fælles om ansvaret for Frederiksberg” løfter velfærden for byens seniorer og børn, samtidig med at den styrker byens grønne profil.

8. sep. 2025

Indhold

    I en situation, hvor kommunens økonomi tillader det, er det vigtigt, at indsatsen for ældre borgere styrkes. Ældre, der modtager hjemmehjælp, får mulighed for rengøring hver anden uge, og niveauet for hjælp til personlig pleje løftes. Der bliver også tilført sygeplejersker om natten på plejehjemmene. Indsatsen for borgere med demens øges - i form af øget tidlig opsporing, rådgivning til pårørende og et nyt tilbud om demenskor for borgere og pårørende.

    Der afsættes midler til øgede normeringer i dagtilbud, flere to-lærertimer og til at nedbringe klassekvotienten i skolerne, så børn og unge i endnu højere grad får flere nærværende voksne. Der bliver også afsat penge til at øge trivslen for byens børn og unge ved at skabe skoler og dagtilbud med bedre rum til leg, læring og udvikling. Fire dagtilbud får ny naturlegeplads, fem dagtilbud bliver renoveret, der afsættes yderligere 100 millioner kroner til modernisering af byens skoler, og der udskiftes tre kunstgræsbaner.

    Udover at løfte kvaliteten i kommunens velfærdstilbud bidrager budgetaftalen også til, at Frederiksberg bliver endnu grønnere i de kommende år. Der er afsat 20 millioner kroner til at sikre flere træer, mere grønt og flere lommeparker langs Gammel Kongevej, Finsensvej og Peter Bangs Vej, mere biodiversitet, bedre begrønning af blandt andet Falkoner Plads og Solbjerg Plads samt Nordens Plads, hvor der også laves et springvand, som indbyder til leg.

    Budgetaftalen gør det muligt at fremrykke de allerede aftalte reduktioner i skatten fra budgetaftalen for Budget 2025. I Budget 2024 blev det aftalt, at skatten skulle sænkes igen, så snart kommunens økonomi tillader det. Konkret betyder det, at skatten i 2026 sænkes med 0,07 procentpoint til 24,50 procent, hvorefter skatten bliver den 13. laveste i landet.

    Samtlige partier i kommunalbestyrelsen – dvs. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Venstre, SF og Moderaterne - står bag budgetaftalen for 2026.

    Aftalen skal vedtages endeligt ved 2. behandlingen i kommunalbestyrelsen den 6. oktober.

    Du kan læse hele budgetaftalen for 2026 på frederiksberg.dk.