Hjælp med at forhindre oversvømmelser på Frederiksberg
Du kan mindske risikoen for lokale oversvømmelser ved at tage ansvar for at holde riste i dit nabolag fri for affald og blade.

Lørdagens kraftige skybrud viste endnu en gang, hvordan regn i store mængder kan udfordre Frederiksberg – og hvor vigtigt det er, at regnvandet kan løbe frit til kloakkerne. Derfor minder Frederiksberg Kommune og den lokale frivillige organisation Dråben i Havet om, at du selv kan være med til at gøre en forskel. Ved at blive ristpasser kan du være med til at afhjælpe oversvømmelser.
Når regnvandsristene tilstoppes af blade og affald, løber vandet langsommere væk fra vejene. Det øger risikoen for lokale oversvømmelser på gader og i kældre – især når det regner voldsomt som lørdag den 2. august.
Frivilligt engagement om rene riste
Dråben i Havet står bag “ristpasserordningen”, hvor lokale borgere holder øje med og renser en eller flere riste i deres nærområde. Initiativet har over 100 frivillige.
Ristpasserordningen supplerer den løbende vedligeholdelse af kloaksystemet og kommunens klimatilpasningsprojekter. De frivilliges indsats hjælper med at holde afløb frie mellem de planlagte tømninger og vedligeholdelser.
”Vores dygtige medarbejdere gør et stort arbejde for at renholde vejene, men når skybruddet rammer, som det gjorde i lørdags, er der brug for, at vi som borgere i kommunen står sammen og hjælper hinanden med at passe godt på vores by. Vi har allerede igangsat en række initiativer, der skal være med til at sikre byen bedst muligt mod følgerne af de voldsomme skybrud – men alle gode initiativer skal i spil på samme tid”, siger Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S).
Borgmesteren suppleres af Rachel Pryce Roed, ansvarlig for Dråben i Havet: “Vi ser tydeligt, at når borgere tager ansvar for en rist tæt på deres bopæl, kan vi minimere lokale oversvømmelser ved kraftig regn. Det er et stærkt eksempel på, at fællesskab og miljøhensyn går hånd i hånd”, siger hun.
”Frederiksberg Forsyning har i flere år haft et godt og konstruktivt samarbejde med foreningen Dråben i Havet – vi har fælles mål om at passe på kloakkerne, byen og miljøet”, siger Michael Brautsch, formand for Frederiksberg Forsynings bestyrelse.
Ud over at sikre fri passage for regnvandet er du som ristpasser også med til at forhindre, at affald ender i kloakkerne, hvor det kan tilstoppe rørene – eller fortsætte i systemet, så det i sidste ende lander i havet.
Sådan bliver du ristpasser
Alle kan være med – du får udleveret en “snapper” og affaldsposer og bliver en del af et lokalt netværk af frivillige. Kontakt Dråben i Havet på tlf. 60 80 43 21 eller 52 76 57 15, eller læs mere på www.draaben-i-havet.dk
Giv et praj
Du kan kontakte Frederiksberg Forsyning om oversvømmelser i forbindelse med skybrud såvel som generelt – din henvendelse kan for eksempel være med til at sætte fokus på en rist, der kræver lidt ekstra opmærksomhed. Se hvordan på www.frb-forsyning.dk/givetpraj