Seniorrådet nyhedsbrev 2025 - 2
Styrket fællesskab og nyt fokus på forebyggelse
For nogle uger siden holdt Seniorrådet, Ældre Sagen og Ældre- og Omsorgsudvalget i fællesskab et velbesøgt borgermøde om den kommende ældrelov og sundhedsreform. Mødet blev en vigtig milepæl, både i dialogen med borgerne og i udviklingen af en ny forståelse af det moderne seniorliv.
Fra ældrebyrde til seniorstyrke
Det mest iøjnefaldende ved mødet var den konstruktive stemning. Der blev ikke – som tidligere – talt mest om det, der ikke fungerer. Tværtimod var der en tydelig vilje til at tage ansvar og bidrage aktivt. Som en borger udtrykte det: "Det er jo ganske tydeligt, at det er tid til, vi ændrer på opfattelsen af vores egen indsats."
Vores slogan – fra ældrebyrde til seniorstyrke gennem ansvar – synes at få stadig mere gennemslag. Vi mærker et voksende engagement i civilsamfundet og en ny lyst til at bidrage – ikke mindst via frivilligt arbejde, som blev stærkt repræsenteret af både Mette fra Sundhedscentret og Mai-Britt fra Sesam (Fonden for Socialt Ansvar). Der var stor energi og vilje, men også en erkendelse af, at mange gode initiativer er usynlige for alt for mange.
Derfor ser vi nu også konturerne af et behov for bedre koordination og overblik – og måske en mere samlet politisk strategi, så det frivillige engagement kan styrkes og bruges bedre.
Nyt fokus: Strukturel forebyggelse og social lighed
Seniorrådet vil i den kommende tid arbejde videre med forebyggelse og frivillighed – især i relation til den implementering, der følger af den nye ældrelov og sundhedsreform.
Et centralt forslag fra Seniorrådet bliver at oprette et særligt forebyggelsesudvalg under Seniorrådet med fokus på den del af ældreloven, der forpligter kommunerne til forebyggende indsatser. Her ønsker vi at sætte strukturel forebyggelse på dagsordenen – dvs. brede, samfundsmæssige tiltag, der skaber sundhed og trivsel før problemerne opstår, og som samtidig mindsker den sociale ulighed i ældres sundhed.
Eksempler på strukturel forebyggelse kan være:
- Systematisk opsporing af begyndende sygdom og ensomhed fra 60-årsalderen
- Sundhedsfremmende boligmiljøer med fællesskaber og bevægelsesmuligheder
- Målrettede indsatser for ældre mænd, der ofte er svære at nå med traditionelle sundhedstilbud – fx ift. manglende lægebesøg, alkoholproblemer og ensomhed
- Bedre brobygning mellem frivillige, kommunale og sundhedsfaglige aktører
- Digital støtte og læring, der også inkluderer mindre ressourcestærke ældre
🔍 FAKTABOKS:
|
![]() |
Næste skridt
I samarbejde med kommunens forvaltning planlægger vi et nyt borgermøde i begyndelsen af efteråret, hvor vi følger op og dykker dybere ned i forebyggelsesområdet. Vi håber at se både borgere og politikere deltage aktivt – for det er sammen, vi skaber forandring.
Ligesom vi også i vores input til budget 2026 vil påpege vigtigheden af den forebyggende indsats og at det er nødvendigt at afsætte penge til det.
På Seniorrådets vegne
Hanne Illum Carsten Nørballe Jens Peter Nørgaard
Formand Næstformand Medlem