Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 14. august 2025

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, næstformand Carsten Nørballe, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen 

    Afbud:
    Pernille Rothaus Sørensen

    Ordstyrer:
    Næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Jura, Fælles Stabe

    Mødet indledtes med sundheds- og omsorgschef Nicolai Kjems gennemgang af effektiviserings- og besparelsesforslag til budget 2026 for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Ældre- og Omsorgsudvalget.

    Der skal findes 30 millioner kroner, hvoraf 14 millioner allerede er fundet via tekniske besparelser i løbet af 2025.

    1.    Godkendelse af dagsorden
    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt.

    2.    Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 17. juni 2025
    Beslutning
    Blev taget til efterretning.

    3.    Høringer
    Der var ikke nye høringer.

    4.    Strukturel forebyggelse v/Jens Peter Nørgaard
    Jens Peter Nørgaard foreslog, at Seniorrådet nedsætter et Forebyggelsesudvalg. Han viste Vidensråd for Forebyggelse’s video ”Hvad er fordelene ved strukturel forebyggelse” og gennemgik sit Power Point med fokus på, hvorfor det er vigtigt, at Seniorrådet er med helt fremme, så rådet kan rådgive kommunen, ønsket er, at Frederiksberg kan gå foran med vidensbaserede og lokalet forankrede indsatser.

    Beslutning
    Der var enighed om at foreslå et Forebyggelsesudvalg til mødet med borgmester og direktion.

    5.    Budget 2026
    Budgetønsker til budgetmødet med borgmesteren og direktionen den 3. september 2025 kl. 11-12
    Formanden gennemgik budgetønsker til Seniorrådets budget, herunder bloktilskuddet til Danske Ældreråd. Sidstnævnte skal være synligt i Seniorrådets budget, så det fremgår, at det er midler fra statens bloktilskud til kommunen, som er øremærket til Seniorrådets øgede betaling af kontingent til Danske Ældreråd efter staten i 2024, som led i finanslovsaftalen, fjernede driftstilskuddet til Danske Ældreråd.

    Kommunens budgetforslag 2025
    Det blev drøftet, hvordan Seniorrådet bedst muligt får afgivet høringssvar. Høringsfristen er den 29. august 2025 kl. 12. 

    Der var forslag om at fordele alle Seniorrådets fokuspunkter fra rådets møde den 14. august 2025 mellem medlemmerne og samlet mødes 1 time senest den 27. august 2025.

    Beslutning
    Formandens udkast til Seniorrådets budgetønsker for 2026 blev godkendt.

    Seniorrådet besluttede at have fokus på følgende effektiviserings- og besparelsesforslag for:

    Sundheds- og Forebyggelsesudvalget:

    • Nedlæggelse af grupper for pårørende til borgere med demens
    • Nedlæggelse henholdsvis nedskalering af forebyggende indsatser mv. (herunder forebyggende hjemmebesøg)

    Ældre- og Omsorgsudvalget:

    • Nedlæggelse af inkontinensklinik
    • Nedlæggelse af pårørendevejleder og centralt finansieret faglig supervision
    • Reduktion af § 7-puljen (tidligere § 79-puljen) til klubber og foreninger på ældreområdet
    • Midlertidig reduktion af midler til kompetenceudvikling, særligt ressourcekrævende borgere, samarbejde med almen praksis mv.

    6.    Formands-/næstformandsmøde i 7-By samarbejdet
    Formanden oplyste, at Frederiksberg Seniorråd er ansvarlig for dagsordenen til formands- og næstformandsmødet i Odense den 20. oktober 2025 kl. 10:30 til ca. kl. 15.

    Formanden spurgte, om der var forslag til dagsordenen?

    Følgende blev foreslået: 1) Hvad gør andre råd vedrørende forebyggelse i deres kommune? 2) Hvordan foregår andres råds samarbejde med deres forvaltning og politikerne? 3) Hvad er rådenes budget? 4) Hvordan går arbejdet i de andre råds kommuner?

    Formanden takkede for forslagene og hvis der skulle være flere gode idéer, skal de sendes til formanden. 

    7.    Borgermøde om Forebyggelse efterår 2025
    Formanden oplyste, at forvaltningen er interesseret i at afholde endnu et borgermøde i samarbejde med Seniorrådet og om forebyggelse. Borgermødet skal holdes til efteråret og være et informativt borgermøde med fagpersoner som foredragsholdere.
     
    Formanden efterlyste idéer til emner til borgermødet om forebyggelse.

    Birgitte Franck foreslog mad, da det er en stor del af sundheden.

    Carsten Nørballe mener, at emnerne skal være forebyggelse og ensomhed. Specielt ensomme ældre mænd, herunder hvordan der arbejdes med denne gruppe i boligforeninger, fx sociale viceværter.

    Beslutning
    Det blev besluttet at gå videre med borgermødet i samarbejde med forvaltningen.

    8.    Måltidspanelet v/Maria Jensen 
    Maria Jensen orienterede om måltidspanelets besøg på kommunens plejecentre til en vurdering af måltider og måltidsoplevelser. Hun fik indtrykket af, at de fleste beboere har det godt i al almindelighed.

    9.    Orientering fra formand og medlemmer
    Formanden oplyste, at hun ved en fejl ikke havde sendt forslaget om betaling af biblioteksbøderne direkte på biblioteket. Da der i processen var givet udtryk for, at det ikke var underbygget, at der er et problem, foreslog formanden, at Birgitte Franck undersøgte problemets omfang.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at Birgitte Franck undersøger, hvor stort problemet er og rådet herefter drøfter forslaget på ny.

    Formanden oplyste, at der er borgermøde om beredskab den 20. august 2025 kl. 17-18:30 i rådhushallen. Det er vigtigt, at så mange fra Seniorrådet som muligt møder op. Følgende oplyste, at de deltager: Formanden, Birgitte Franck og Maria Jensen.

    Formanden oplyste, at Seniormonitor i starten af juli havde en artikel om den hidtil største undersøgelse af synet på hjemmehjælp. Undersøgelsen viste stor tilfredshed med hjemmehjælp og kun lidt kritik. Det er vigtigt, at Seniorrådet bakker op om hjemmeplejen og personalet, der hver dag yder en kæmpe indsats.

    Formanden oplyste, at der er søgt Ældreministeriet om dispensation fra reglerne om Seniorrådets valgperiode, så det nuværende Seniorråd kan fortsætte sit virke indtil 31. december 2029, og valg til Seniorrådet fremover afholdes samtidig med kommunal- og regionrådsvalget.

    Formanden henviste til Seniormonitor, som den 12. august 2025 bragte en artikel om, at Frederiksberg Kommune omdøber kommunens plejecentre til plejehjem. Artiklen omtalte rådets høringssvar med fokus på, at Seniorrådet ikke mener, at navneændringen i sig selv bidrager til oplevelse af hjemlighed. Det er kvaliteten af plejen, de fysiske rammer og de sociale fællesskaber, der har betydning. 

    10.    Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Boligudvalget formentlig holder møde på mandag den 18. august 2025. Mødet vil primært handle om boliger i fremtiden. Fra forvaltningen deltager byudviklingschef Brian Hansen Westerheim og boligstrategisk medarbejder og koordinator for støttet byggeri Helene Hjort Knudsen.

    11.    Meddelelser fra Trafikudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Trafikudvalget holder møde den 21. august 2025 og at dagsorden og en række billeder vil blive fremsendt til hele rådet.

    12.    Næste ordinære møde er torsdag den 11. september 2025 kl. 11.00 – 13.00
    Blev taget til efterretning.

    13.    Eventuelt
    David M. Gerschwald, Carsten Nørballe, Henning C. Hansen og Maria Jensen meldte sig til kommunens velkomstmødet den 16. september 2025.


    Mødet sluttede kl. 12:50