Gå til hovedindhold

§ 18-puljen til frivilligt socialt arbejde

§ 18-puljen til frivilligt socialt arbejde

Indhold

    § 18-puljen til frivilligt socialt arbejde

    Frivillige sociale foreninger, organisationer og lokale frivillige kræfter har mulighed for at søge tilskud til deres aktiviteter i Frederiksberg Kommune. 

    Efter servicelovens § 18 har Frederiksberg Kommune pligt til at samarbejde med frivillige sociale organisationer, foreninger eller netværk om understøttelsen af det sociale frivillige engagement på Frederiksberg. Samarbejdet skal medvirke til at skabe gode rammer for den frivillige indsats og sikre et godt samspil mellem de frivillige sociale organisationer, foreningers lokale aktiviteter og de offentlige sociale tilbud. For at styrke dette samarbejde uddeler Socialudvalget årligt midler til understøttelse af civilsamfundets frivilligdrevne aktiviteter og fællesskaber.

    Puljen er opdelt i en ordinær og en løbende pulje, som kan søges på forskellige tidspunkter. 

    Ved spørgsmål omkring § 18-puljen kan du kontakte frivillighedsteamet på frivilligforfrederiksberg@frederiksberg.dk eller på tlf. 28985117.

    § 18-puljen støtter aktiviteter, der retter sig mod en eller flere socialt udsatte målgrupper. Når puljemidlerne fordeles, bliver der lagt vægt på, at den frivillige indsats er kernen i aktiviteten, at aktiviteten foregår på Frederiksberg og/eller kommer frederiksbergborgere til gavn samt at målgruppen er indenfor puljens prioriterede målgruppe. Derfor opfordres der til, at man orienterer sig i nedenstående målgrupper og kriterier, inden man søger.

    Socialudvalget godkendte den 11 maj 2026, de strategiske prioriteringer for kommunes samarbejde med frivillige samfundsaktører i 2027 og frem.

    Derudover godkendt Socialudvalget målgrupper og kriterier for tildeling af §18 midler for 2027, samt den overordnede økonomiske fordeling for 2027. 

    Ansøgningsrunden for § 18-puljen for 2027 er åben.

    Der er åbnet for ansøgninger til § 18-puljen 2027 den 19. maj 2026, og ansøgningsfrist er den 1. juli 2026.

    Ansøg med CVR-nummer på dette link

    Ansøg uden CVR-nummer på dette link

    Har du spørgsmål til den digitale ansøgningsproces eller den digitale løsning, kan du kontakte frivilligforfrederiksberg@frederiksberg.dk

    Yderligere information kan findes nederst på siden.

    Det er en fordel, hvis aktiviteterne er kendetegnet ved en opmærksomhed på samarbejde med og brobygning til relevante kommunale tilbud og andre tilbud i civilsamfundet

    • Det er en fordel, hvis aktiviteterne supplerer kommunale indsatser, fx ved at rette sig mod andre målgrupper, eller tilbyde aktiviteter, som ikke findes i kommunalt regi.
    • Værdien og forandringen for den enkelte borger, der er omfattet af projektet.
    • Aktiviteterne er som udgangspunkt forankret i lokalområdet og retter sig imod borgere, der er bosiddende i Frederiksberg Kommune.   
    • At ansøgningen klart og tydeligt beskriver projektets formål og målgruppe.   
    • Antallet og relevansen af projektets aktiviteter for målgruppen.   
    • Antallet af brugere og frivillige, der er tilknyttet projektet – herunder gerne peer-frivillige, der har levet erfaring med målgruppen og har overskud til at igangsætte aktiviteter for andre.   
    • At projekterne har fokus på ensomhedsbekæmpende aktiviteter og fællesskaber, jf. Social frivilligheds- og civilsamfundsstrategi.   
    • Foreninger, som kan tilbyde andre foreninger udlån af deres lokaler, foreslås fortsat prioriteret ved årets uddeling i november.
    • Projektets budgetsammensætning og at der er et stort element af frivillighed i de aktiviteter, der søges til.
    • Hvor nødvendig § 18-bevillingen er for projektets gennemførsel, herunder om der modtages midler andetsteds fra (inklusiv driftsmidler fra Frederiksberg Kommune.

     

    Ansøgninger over 30.000

    • For ansøgninger over 30.000 kr. er det en forudsætning, at der vedlægges et specificeret budget. Det forudsættes, at aktiviteterne er reelt tilgængelige for målgruppen uden væsentlig økonomisk barriere.
    • Du kan lave dit eget budget eller du kan benytte kommunens skabelon her.
    • Det præciseres, at foreningen rettidigt skal have indsendt og fået godkendt regnskab for det foregående tilskudsår for at kunne komme i betragtning til støtte i det kommende år.
    • Som led i styrkelsen af overblikket over de frivillige tilbud foreslås det, at ansøgere skal være registreret på Socialkompas og have oprettet relevante aktiviteter her, som forudsætning for udbetaling af midler primo 2027.

     

    • Mennesker med psykisk sygdom, fysisk eller psykiske handicap: Indsatser med fokus på inklusion af mennesker med fysiske eller psykiske handicap i sociale aktiviteter og fællesskaber – gerne drevet af peers. Erfaringer viser, at det at have noget at stå op til og et fællesskab at være en del af øger den enkeltes livsglæde og mulighed for at lave positive ændringer i eget liv. Gennem deltagelse i inkluderende sociale aktiviteter og fællesskaber i foreningslivet, udvides borgerens netværk, trivslen øges og man oplever at kunne indgå og deltage på lige fod i samfundet med andre.
    • Voksne i social udsathed: Indsatser med et socialt og ensomhedsbekæmpende sigte, som er med til at styrke og udvide samarbejdet med de frivillige sociale foreninger og organisationer – særligt dem, der arbejder med at rumme og nå de allermest udsatte med deres indsatser. Den sociale ulighed i sundhed er samtidig ikke blevet mindre de sidste år og er en af de helt store sundhedsudfordringer i Danmark. Derfor prioriteres sundhedsfremmende aktiviteter som fx inkluderende motionstilbud og følgeskab til læge eller indsatser, der kan føre til ændrede livsvilkår.

    Du kan forvente at få svar på din ansøgning medio/ultimo december. 

    Socialudvalget afsætter hvert år et mindre beløb til at imødekomme særlige, akut opståede behov i løbet af året. I 2026 er der reserveret 100.000 kr. til dette formål.

    Puljens midler er målrettet frivillige og frivillige foreninger, der yder støtte til socialt udsatte borgere. Der skal være tale om et behov, der er opstået akut og som ikke kunne forudses i forbindelse med den ordinære ansøgningsproces. Målgruppe og kriterier følger den ordinære § 18-pulje og omfatter:

    • Borgere med psykisk sygdom eller handicap
    • Voksne i social udsathed

    Hvis en forening søger under 30.000 kr., behandles ansøgningen administrativt af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet. Ansøgninger på over 30.000 kr. forelægges Socialudvalget til politisk behandling.

    For bevillinger fra denne pulje gælder de samme regler for regnskabsaflæggelse som for øvrige § 18-bevillinger. Se reglerne nedenfor.

    Sådan søger du
    Benyt ansøgningsskemaet her: Ansøgningsskema til den løbende § 18-pulje

    Vi anbefaler, at du kontakter Frivilligteamet forud for din ansøgning for en afklaring. Har du spørgsmål, kan du skrive til: FrivilligforFrederiksberg@frederiksberg.dk 

    Alle foreninger/grupper/netværk, der modtager 10.000 kr. eller mere i støtte fra § 18-puljen, skal indsende regnskaber, som dokumenterer, at tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med bevillingsbrevet.

    Foreningen/gruppen/netværket er dermed forpligtet til:

    For regnskabsaflæggelse gælder følgende krav og retningslinjer:

    • Regnskabet skal opstilles på baggrund af bogføring af indtægter og udgifter.
    • Midler bevilliget fra Frederiksberg kommunes § 18-pulje skal fremgå af regnskabet, og aktivitetens udgiftsposter skal anføres, så det tydeligt fremgår, at tilskuddet er anvendt til det bevilligede formål.
    • Tilskuddet kan kun anvendes i det kalenderår, hvor bevillingen er givet.
    • Regnskabet skal underskrives af tilskudsmodtageren.
    • Opdeling af udgifterne skal svare til den opdeling der er brugt i budgettet til ansøgningen.
    • Der stilles krav om, at regnskabet revideres af en regnskabsansvarlig eller revisor, der skal signere for, at regnskabet dokumenterer, at tilskuddet er anvendt til det bevilgede formål og er uden fejl og mangler. Bemærk at ved tilskud på 250.000 kr. eller derover kræves, at regnskabet revideres af statsautoriseret eller registreret revisor.

    Regnskabet aflægges senest d. 30. april efterfølgende år ved at indsende en mail til FrivilligforFrederiksberg@frederiksberg.dk. Der skal ikke indsendes kvitteringer og fakturaer. Sørg dog for at gemme dem, da Frederiksberg Kommune som et ekstra tilsyn kan forlange at se den nødvendige dokumentation for udgifterne i regnskabet.

    Overholdes krav om regnskabsaflæggelse ikke, kan det have konsekvenser for fremtidige muligheder for støtte via puljen.

    Skabelonen til regnskabsaflæggelse kan findes nederst på siden, og skal anvendes til alle regnskabsaflæggelser. 

    Krav til regnskabsaflæggelse og revision afhænger af tilskuddets størrelse og følger retningslinjerne i tabel 1.

    Tabel 1. Krav til regnskabsaflæggelse og revision

    Tilskudsstørrelse  Regnskabskrav Regnskabsform
    0-9.999 kr.

    Ingen krav til aflæggelse af regnskab.

     
    10.000-99.999 kr.

    Krav om indsendelse af regnskab udarbejdet af regnskabskyndig medarbejder.

    Der kan anvendes kommunens regnskabsskabelon eller lignende
    100.000-249.999 kr.

    Krav om indsendelse af regnskab udarbejdet af regnskabskyndig medarbejder samt underskrevet ledelseserklæring om at udgifterne er afholdt i henhold til bevillingsskrivelsen (tro og love).

    Der kan anvendes kommunens regnskabsskabelon eller lignende samt evt. årsregnskab og udfyldning af evalueringsskema. 
    250.000-499.999 kr.

    Krav om indsendelse af revideret regnskab. Regnskabet skal være revideret af en registreret revisor. Erklæringstype skal som minimum være en udvidet gennemgang.

    Årsregnskab og udfyldning af evalueringsskema. 
    500.000 kr. og over 

    Indsendelse af revideret regnskab. Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret revisor. Erklæringstype skal være med høj grad af sikkerhed.

    Årsregnskab og udfyldning af evalueringsskema. 

    Henvendelser vedrørende tilbagebetaling af midler skal endvidere ske til frivillighedsteamet på tlf.: 28985117 eller på mail: frivilligforfrederiksberg@frederiksberg.dk 

    Hvis en forening/organisation har modtaget 100.000 kr. eller derover i støtte, skal der indsendes en evaluering af de aktiviteter, som støtten er anvendt til. Evalueringsskemaet skal indsendes senest d. 30. april det efterfølgende år til frivilligforfrederiksberg@frederiksberg.dk

    Skabelonen til evaluering kan findes her eller nederst på siden og skal anvendes til evalueringer.