Frederiksberg Kommune klimatilpasser Aksel Møllers Have.
Projektet er en del af Frederiksberg Kommunes strategi for at øge byens robusthed over for klimaforandringer.
Formålet med projektet er at kunne modtage og tilbageholde regnvand lokalt i haven, både regnvand der lander i haven men også regnvand fra nogle af de omliggende veje og bygninger. Derved ender vandet ikke direkte i kloakken og anlægget vil bidrage til at aflaste kloaksystemet og dermed reducere risikoen for oversvømmelser i området.
Projektet kombinerer klimatilpasning med en fornyelse af flere dele af parken.
Den store græsplæne sænkes midt på med ca. 30 cm. så der ved skybrud kan tilbageholdes vand her. Der etableres flade skråninger, som gør, at græsplænen kan bruges på samme måde som i dag til fx markeder og ophold. Under plænen etableres et underjordisk magasin, hvor regnvand forsinkes. Det underjordiske magasin har kapacitet på 465 m3, og overfladebassinet på græsplænen har kapacitet på 300 m3. Den samlede kapacitet bliver således 765 m3.
I kanten af græsplænen samt ved hundegården etableres nye bede. Beplantningen vil have en stor variation, der kan fremme artsrigdom og skabe nye sanselige oplevelser. Her etableres endvidere flere bænke til ophold. I det trekantede areal med hækkene vest for Metronomen etableres også nye bede. Hundegården udvides. Skakpladsen og legepladsen er velfungerende og bevares i høj grad som de er.
Tidsplan for anlæg
Det samlede anlægsarbejde foregår fra medio september 2026 til medio maj 2026.
Projektet udføres i etaper. Tidsplan for etaperne ses herunder.
Etape 1: Inde i Aksel Møllers Have, fra medio september 2026 – medio maj 2027.
Etape 2: Fortovet langs Aksel Møllers Have nr. 14-22, fra primo november 2026 til medio november 2026.
Etape 3: Vejbanen foran Aksel Møllers Have nr. 12-18, fra primo november 2026 til medio januar 2027.
Etape 4: Godthåbsvej ud for nr. 28, medio marts 2027.
Etape 5: Vejbanen foran Aksel Møllers Have nr. 1-7, fra primo januar 2027 til primo marts 2027.
Der kan forekomme ændringer og øvrige arbejder som pt. ikke fremgår af nedenstående.
Bemærk, at tidsplanen ved et anlægsprojekt kan rykke sig ved uforudseelige hændelser.
Trafik og miljø
I det endelige projekt nedlægges ingen parkeringspladser. Der vil dog i anlægsperioden inddrages parkeringspladser ifm. byggeplads og udførsel.
Vi er klar over, at projektet kan medføre gener for jer der bor, arbejder og færdes i området.
Under anlægsarbejdet kan der forekomme midlertidige støv- og støjgener. Anlægsarbejdet vil blive udført hverdage (mandag – fredag) i tidsrummet fra kl. 07.00 til 18.00.
Afhentning af renovation under anlæg koordineres med entreprenøren og Frederiksberg Renovation.
Projektet
Projektforslaget for Klimatilpasningsprojekt i Aksel Møllers Have blev godkendt i Miljø- og Trafikudvalget den 9. marts 2026. Du kan se sagen og planen for projektet under pkt. 34 her: Miljø- og Trafikudvalget 2026-29 - Udvalgsværelse 1
Spørgsmål til projektet
Hvis du har spørgsmål til projektet, er du meget velkommen til at sende en mail til trafik@frederiksberg.dk. Skriv Aksel Møllers Have i emnefeltet.
Tak for din opmærksomhed og interesse for projektet.