Hvad sker der med affaldet?
Hvad sker der med det affaldet du sorterer? Det kan du læse mere om på denne side.
Det sker med affaldet
Det sorterede madaffald samles ind og transporteres til et forbehandlingsanlæg. Her renses og moses madaffaldet til pulp, en slags flydende grød. Pulpen samles i en tank, hvor biogassen stiger til vejrs og kan indkapsles. Biogassen bruges til produktion af varme, el og drivmidler. Resten af pulpen bliver til gødning, som bruges på markerne. Gødningen indeholder vigtige næringsstoffer, som nu er tilbage i naturens kredsløb.
Når vi har hentet affaldet, bliver det finsorteret for at sikre bedst mulig genanvendelse. I dialog med anlægget, der sorterer affaldet, sikrer kommunen, at genanvendelsen af plast ikke forringes, når det indsamles sammen med mad- og drikkekartoner. Mad- og drikkekartonerne sorteres for sig og sendes videre til et andet anlæg, hvor de også genanvendes i videst muligt omfang.
Måske undrer du dig over, at mad- og drikkekartoner skal blandes med plasten. Men der er en mening med det. Mad- og drikkekartoner vil altid være våde og snavsede. Hvis de våde kartoner bliver blandet med det rene og tørre pap, bliver pappet forurenet og kan begynde at rådne, og så kan det ikke genanvendes. Plast derimod kan godt tåle, at der kommer mælk eller tomatsauce på, da det alligevel bliver sorteret og vasket i processen på modtageanlægget. Derfor skal kartonerne sammen med plasten.
Papir og pap kan genanvendes ca. 7-10 gange, før det falder i kvalitet. Jo flere gange papir genanvendes, jo sværere bliver det at trække blæk, lim og overfladebehandling ud af materialet. Det meste genbrugspapir ender sine dage som æggebakke, toiletpapir eller tapet.
Pap og karton køres til anlæg, hvor det bliver brugt i produktionen af nye produkter.
Papiret sender vi til papirfabrikker, hvor det bliver brugt til nye papirprodukter.
Metal smeltes om og bruges igen og igen. Fx kan en aluminiumdåse smeltes om én til én, så den bliver til en ny aluminiumsdåse. Metal falder ikke i kvalitet, når det genanvendes korrekt, og derfor kan det bruges for evigt. Faktisk er omkring 75% af alt aluminium, der nogensinde er produceret, stadig i brug i dag.
Når metal ikke frasorteres og ender i forbrændingsovnene, smelter det fast i maskinerne og slider derfor meget på forbrændingsanlægget.
Beboernes primære brug af metal i hverdagen er sodavandsdåser, konservesdåser, aluminiumsfolie og engangsemballage. Alle disse produkter kan smeltes om og bruges igen og igen. Det er derfor en rigtig god forretning både økonomisk og miljømæssigt.
Glas kan ikke nedbrydes i naturen, men til gengæld kan det genanvendes for evigt, uden at kvaliteten bliver dårligere. Hvis glasset er intakt, som fx hele vinflasker, kan de gøres rene og bruges igen og igen. Emballageglas, skår og ikke-genbrugelige vinflasker bliver smeltet og brugt til nyt glas.
Der er også nogle former for glas, som ikke skal sorteres sammen med flasker og emballageglas, og det er materialer som elpærer og porcelæn, da disse kan give problemer for genanvendelsen af glasset.
Farligt affald sendes til specialbehandling og genanvendes så vidt muligt.
Når elektronik bliver til affald sendes det til demonteringsanlæg, hvor det bliver skilt ad. En stor del af det kasserede elektronikaffald kan genanvendes - især metallerne. De dele af affaldet, der er farligt for miljøet bliver sorteret fra til specialbehandling.
Når vi afhenter dit haveaffald, eller når du kører det på genbrugsstationen, bliver det komposteret.
Tekstilaffaldet køres i første omgang til et anlæg, hvor tekstilaffaldet grovsorteres manuelt i tre kategorier:
Genbrugelige og genanvendelige tekstiler
Andet affald som er fejlsorteret, fx hynder, gulvtæpper, måtter, og diverse affald, som ikke har med tekstiler at gøre
Tekstilaffald til forbrænding, fx fugtigt, vådt eller beskidte tekstiler
Efter grovsorteringen transporteres de genbrugelige og genanvendelige tekstiler til Holland, hvor der ligger et anlæg, der kan finsortere tekstilerne. Det foregår også manuelt.
Sorteringscentralen i Holland afsætter en del af det genbrugs- og genanvendelsesegnede tekstilaffald indenfor EU. Herudover sælges en mindre del af de tekstiler, der kan genbruges direkte, på det globale marked.
Ordningen for tekstilaffald er stadig ny, og der er begrænsede muligheder for at afsætte det genanvende det – både i EU og globalt. Det meste tekstilaffald anvendes på nuværende tidspunkt til isoleringsmateriale, akustikplader, filttæpper og fyld i møbler. Det bruges altså kun i lille grad til at producere nyt tøj.
Restaffaldet bliver kørt til forbrænding og brugt til at producere fjernvarme og elektricitet.
Alle kommunale institutioner skal sortere bleaffald fra i en separat beholder. Det gælder for daginstitutioner, plejehjem, bosteder og visse kulturinstitutioner, hvor der produceres bleaffald. Private husholdninger skal ikke sortere bleaffald fra, men fortsat aflevere bleaffald som restaffald.
Bleaffaldet behandles på et anlæg, der ligger i Hvidovre.
Bleer består af plast, cellulose og superabsorberende polymerer. Cellulose fra bleerne og indholdet bliver en del af en biofiber, som sendes til bioforgasning og ender som biogas og gødning.
De superabsorberende polymerer genanvendes til et bindemiddel, der kan bruges i byggeindustrien. Plasten kan genanvendes til forskellige typer produkter, fx interiør i biler.
Det resterende vand kan bruges til at vaske renovationsbilerne.